EfBforum.dk EfBforum.dk
Velkommen Gæst | Log ind | RegistreringRetningslinjer | Aktive indlæg

pre-season-rygte-agurke-ku-det-ikk-vær-fed-hockey-tråd Options
Claus
#1 Skrevet : Saturday, June 27, 2009 4:09:00 PM

Bolddreng

Tilmeldt: 12/28/2008
115 Indlæg
By: København
I en "between-seasons" fase der fra et fan-perspektiv kan synes lidt mindre spændende end vanligt, grundet det lidt lavere niveau hos de navne der er i spil som tilgang - påstår jeg hermed at det for Esbjergs vedkommende ikke er tilfældet.

Der er - netop for EfB ishockey - store sportslige muligheder forbundet med at ligaen generelt oplever en afmatning i den massive tilførsel af "kunstige penge" - i betydningen, penge der ikke er tjent, men tilført af rige mennesker som er for gamle til at spille manager på deres pc, og derfor har dyrket disciplinen i "real time" med et ishockeyhold i stedet. Dette fænomen har navnligt gjort sig gældende i 3 klubber, nemlig Rungsted, Herning og Rødovre. Netop disse, er efter at diverse sugar daddies har trukket sig, ikke overraskende blandt den netop overståede sæsons store tabere rent økonomisk.

Set overordnet, er dansk ligahockey nu i en fase hvor man skal genopfinde sig selv - profitere af de senere års massive fremgang på landsholdsplan - samtidigt med at man skal sikre at fødekæden af talenter ikke stopper, selvom kravene til de bedste unge, er blevet større, i takt med at det niveau de kæmper for at komme op og begå sig på, er øget i kvalitet. Hér kommer Esbjerg ind i billedet som et hold der er langt foran de fleste af konkurrenterne, i processen med at klargøre unge talenter til senior-opgaver. Det har for så vidt altid været politikken i Esbjerg (også under EIK) at man ikke deltog i de store sværdslag om de bedste (og dermed dyreste) danskeres underskrift, men anvendte egne spillere i stedet. Successen har naturligvis været til at overse, siden guldet i 2004 - men organisatorisk er der taget store skridt siden indlemmelsen i EfB koncernen.

Hvad er status så? EfB, herefter benævnt - "vi" - er vel sammen med SønderjydskE og AaB at betragte som landets mest solide ishockey forretning. Vi er ikke, og bliver heller ikke, det hold der kan anvende flest lønkroner, men vores økonomi er sikret gennem en status af datterselskab i EfB A/S - og det er ikke helt uvæsentligt i en tid hvor mange klubber har sørget for at udlændinge er nødt til at spørge sig selv: "får jeg mon min løn" inden de skriver kontrakt. Det gør de i Esbjerg...

Sportsligt er vi som sagt flere skridt foran de fleste af konkurrenterne på talent området. Vi kommer ikke til de næste par år at opleve EfB have den bedste besætning af danske spillere - dertil er vores egne endnu for unge - men med meget få undtagelser er de alle af egen avl, og i forlængelse af netop dette forhold, kan man gøre den del-konklusion at vi groft sagt - i og med at vores penge IKKE er brugt på at hente dyre danskere via overbuds-krige - kan tage en forholdsmæssigt større pung med i supermarkedet når vi skal hente vores udlændinge. Faktisk er det min klare forventning at vi - igen relativt set - vil have bedre udlændinge end langt de fleste af konkurrenterne i næste sæson. Dette er godt på flere plan: Det giver talenterne bedre spillere at træne med til dagligt - og det sikrer at vi har de fornødne profiler i kampene - profiler der kan afgøre tætte kampe. Deri ligger en stor del af min optimisme begravet.

Holdet netop nu: På nær Lars T Pedersen og et "måske" ud for Martin Timm - er stammen af danskere fra sidste sæson intakt. Anders Førster kommer til fra IC Gentofte. Dette er spændende fordi han kan gå hen og få status af kongs-eksempel på hvorvidt den danske 1.division er et attraktivt sted at rekruttere spillere i fremtiden. Anders har i flere sæsoner været meget markant i næstbedste række, og i den seneste, decideret dominerende, både i point-produktion og generelt i sin betydning for IC Gentofte, som i øvrigt er det stærkeste på 1. div. plan. Man må yderligere holde sig for øje at vores talenter, først og fremmest (i tilfældig rækkefølge) Lasse Holgård, Kasper Gommesen, Sune Hjulmand og Mathias Thinnesen - og for så vidt Jannik Christensen (som er almindeligt anerkendt som et af de største backtalenter i landet) alle er blevet et år ældre, tungere og stærkere. Dansker-rutinen findes på backpladserne, hvor Kristoffer Frederiksen kom MEGET stærkt tilbage efter sin diskosprolaps sidste sæson, og viste at han - skadesfri - er så god som nogensinde, Elegant på skøjter, teknisk eminent og med et godt overblik, herunder at han er fremragende til at forudse spillet. Kristoffer skal, sammen med gode gamle Andreas Andreasen, agere ankermænd. De er isens kulturbærere og den rutine vi mangler frem a banen, skal tilføres bag fra. Kaptajnen er opereret i knæet og genoptræning efter karrierens første alvorlige skade går planmæssigt for Dres. Således danskerne.

.. på udlændinge-siden er der lagt op til en større udskiftning. Dette af flere årsager: Først og fremmest er førnævnte lønniveau i ligaen for nedadgående - man ramte loftet - og mere til - for hvad selerne kunne bære, og det er derfor en nødvendighed at kigge på spillere hvis CV fordrer lidt lavere lønninger, end de sidste 2 sæsoner, hvor det jo dælme efterhånden var en forudsætning, for at det var interessant i DK, at spillerne var etablerede AHL / Svensk elitserie eller sågar perifær-NHL spillere. Sidste sæsons største EfB profil, Scott Matzka, er skiftet til Örebro i Sverige - hvilket ingen bør være kede af. Scott var ikke manden der havde overskud til ret meget andet end egen jagt på glory. Dette kan være fint på et hold der har brede skuldre af rutine til at sikre harmonien og et fornuftigt hieraki - men det havde EfB ikke i sidste sæson, og man fik derfor ikke "hele pakken" med Matzka, men blot profil-delen. Hans løn er god at spare nu, hvor opgaven er en anden, og man skal lære af erfaringerne. Matzkas legekammerat derimod, Brett Lysak - har valgt at blive og opfylde år 2 af sin kontrakt. Dette ser jeg positivt på. Brett er et jern af en magtfaktor i mange faser: Når han i hjørnerne kæmper om pucken, forstår man vigtigheden af hans evner i de mere beskidte discipliner - "lad os se hvem der MEST vil have fat i pucken" - Disse klassiske Canadiske dyder gav ham endda 2 NHL kampe for Carolina Hurricanes for en 5-6 år siden. Det må ydermere anses for et plus at Brett i denne sæson i langt højere grad bliver en mand med holdets ve og vel som opgave, og ikke "bare" oplægger for, og sidekick til, Scott Matzka. Kan dette lykkes - så har vi her en profil der bør ende i top 3-4 stykker på topscorer listen. Også tilbage er Magnus Nilsson. En på papiret drømmespiller for dansk ishockey. KÆMPE rutine fra 369 kampe i elitserien i Sverige - et ordentligt brød som, med sine knap 100 kilo fordelt på små 190 centimeter, er en fysisk magtfaktor i den ædle disciplin at forechecke på modstandernes forsøg på at etablere opspil. Det er ganske enkelt en frydefuld fornøjelse at overvære modstandernes back stå og lade sig gribe af panik-angst, og af lyst til at være et andet sted, når Magnus kommer tromlende med tung ondsindet ånde - alt imens staklen står og spekulerer som en gal på hvad han dog kan gøre for at skille sig af med pucken uden at koste et mål, fra sin position bag eget mål - og hvordan han, såfremt der ikke bliver taget en her-og-nu beslutning der kan bruges, bliver SMASKET i egen ende-bande. Magnus havde flere tilløb til en monster-sæson sidste år - men desværre havde han alene i grundspillet, 2 lede skader der hver gang slog ham tilbage til start. På mål er hentet Jonas Fransson - en spiller der det meste af sin karriere har været 2.keeper i elitserien. Vel at mærke på et af de senere års bedste hold Linköping. Fransson kommer til Danmark med et CV der FULDT matcher sammenlignelige spillere i DK (Timo Leinonen, Johan Asplund) - om han så lever op til dette, vil tiden vise.

Resten af denne off-season: Før holdet kan betragtes som nogenlunde spilleklart, vil jeg vurdere at der som minimum mangler 2 centerspillere og en back udefra (helst 2) "udefra" betyder i denne forbindelse ikke nødvendigvis udlandet. Man kan argumentere for at såfremt der kommer endnu en ligaklar dansker, så vil det være en overvejelse værd, at nøjes med yderligere én udenlandsk center og én udenlandsk back til opstarten, og så se holdet an, i sæsonens første måneder. Dette vil give 3 fordele: Man sparer lidt penge - man lader flere af de unge få spilletid i en fase af turneringen hvor det ikke gælder livet, at få point i alle kampe - samt man har mulighed for at give et mere kvalificeret bud på præcist hvor der mangler forstærkning - måske omkring starten af december, hvor ligaen typisk får en tand ekstra i intensitet. Det er ligeledes min opfattelse at skal dette hold nå noget i denne sæson, mere end bare en 4-5. plads i grundspillet, og en kvart eller semi-finale i play off, så skal der yderligere 2 centere og 2 backer med udenlandsk af en vis kvalitet til. Der er ganske enkelt ikke danskere med fornøden kvalitet på markedet, og man får mere for pengene ved at kigge på markeder hvor knapheden af gode spillere ikke er udtalt, som herhjemme.

Status på forventninger til den kommende sæson, vil være med et ORDENTLIGT skud alt-andet-lige / med forbehold for / såfremt de andre ikke... osv osv - men skal der være nogen form for berettigelse i at brænde en smøre af denne længde af, så kræver det nødvendigvis en eller anden form for del-konklusion. Denne lyder nogenlunde som følger: Jeg har fulgt en del med i hvordan det ser ud i de andre klubber, jeg vil ikke hér, bruge tid på deres status, men tillade mig at konkludere med ren henvisning til min egen fornemmelse på deres vegne - og i forenklet form ser jeg EfB ishockey blive minimum nr. 5 i grundspillet. Kigger vi på de hold jeg forventer vi distancerer, så ligger det fast vi i både bredde og kvalitet må forventes at blive mindst en klasse over både Herlev, Hvidovre, Frederikshavn, Rungsted og Odense. Med lidt behændig hovedregning giver dette, i en liga med 10 hold - i værste fald en 5. plads. Det skulle overraske mig meget om først og fremmest de økonomiske forudsætninger hos disse 5 hold, vil ændre sig så meget at de pludselig får mulighed for at hente udlændinge fra en hylde placeret højere end de må antages at kunne her og nu. Kigger vi opad i tabellen, så er der 2 store Måske´r i form af Herning og Rødovre, som kan blive både en dreng og en pige. Klof af skade, vil man ALDRIG opleve mig undervurdere Herning op til en ny sæson, og jeg nøjes derfor med at placere disse 2, sammen med EfB i bejler-gruppen af hold der, såfremt tingene flasker sig, og såfremt antallet af skader holdes bare nogenlunde i ave, med rette kan tage udgangspunkt i forhåbninger om tabellens 3. plads, men såmænd uden at have klovnet særlig meget i det, også kan risikere 5. pladsen. 1 og 2 ser jeg her og nu, som et anliggende mellem SønderjyskE og AaB - de vil være at betragte som favoritter indtil andet er bevist, i kraft af formodentlig størst lønbudget, og dermed størst bredde samt top.

Men MEGET kan ændre sig, heldigvis prædiker præsten med størst myndighed i stemmen, INDEN en sæson er gået igang - og ligner ofte en værre klovn når først der er spillet 12-14 kampe. Det kunne nemt blive tilfældet med denne præst også. Jeg gentager at jeg er optimist forud for den kommende sæson, og at jeg klart ser tegningen til det bedste sportslige resultat i EfB regi - først og fremmest i Grundspillet, og måske også i lotto-delen, som play off jo er...

Lad høre, de af jer her på siden med meget, sporadisk, perifær, eller endda sparsom interesse for hockey - hvilke overvejelser i selv har gjort jer.
Sponsor  
 
kguld
#2 Skrevet : Friday, July 10, 2009 7:44:09 AM

Bolddreng



Tilmeldt: 12/29/2008
111 Indlæg
By: Esbjerg
Uhada, Claus - Det var en fyldig og interessant gang læsning.

Som semi-hockey-interesseret er det rart med lidt input til at bekræfte eller udbygge egen viden, og du har formået at gøre specielt en del af det sidste.

Det var tydeligt for enhver, der bevægede sig ud og se en grundspilskamp sidste år, at det opskruede lønniveau i ligaen simpelthen ikke kunne svare til de sparsomme indtægter klubberne hev ind. Årets nedgradering af ligaen er derfor helt naturlig, og jeg ser egentlig ikke de store problemer i det.

Jeg ser hellere jævnbyrdig hockey på et samlet set lavere niveau for hele ligaen, og mon ikke det så også kunne være muligt for nye hold at indtræde i ligaen uden at skulle mobilisere hele nationalbankens kapitalreserve? Ydermere tror jeg bestemt at det kan have positiv indflydelse på ligaen at flere (lokale) danske spillere kommer til at spille fremtrædende roller. Det har altid været en smule mærkeligt at skulle lære et nyt hold -ainen -man og hvad de ellers har af navne-spillere at kende. Lidt det samme som på fodboldholdet, hvor jeg hellere ser en gennemsnitlig dansker fra Varde spille frem for en gennemsnitlig nordmand.. Skulle vores lokale drenge slå igennem i år og producere point i stor stil, så tror jeg at det har en positiv indflydelse på tilskuertallet.

Hvad er i øvrigt den bedste vej frem for de unge danskere? Indtil nu har de jo spillet sammen i 3. kæden - ville de have godt af at komme i kæde med nogen af top-udlændingene?

Og er der i øvrigt ikke lidt "HH med skøjter" over unge Gommesen? Han ser sgu lige så ranglet ud som HH gjorde da han startede.

Og hvad kan vi forvente os af d'herrer Grover og Collymore? Umiddelbart kunne de godt lugte af fyld..
Brugere som besøger dette emne nu:
Gæst
Hop til Forum  
Du kan ikke skrive nye indlæg i dette forum.
Du kan ikke svare på indlæg i dette forum.
Du kan ikke slette dine indlæg i dette forum.
Du kan ikke ændre dine indlæg i dette forum.
Du kan ikke lave afstemninger i dette forum.
Du kan ikke stemme i dette forum.

Google Analytics
eXTReMe Tracker - EfBforum.dk